KLAGE- OG ERSTATNINGSMULIGHEDER

Det er min pligt som autoriseret psykolog i henhold til §§ 23 og 45 i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet, at informere skadelidte om rettigheder samt i fornødent omfang at bistå med anmeldelse til Styrelsen for Patientklager, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Det Regionale Samarbejdsudvalg for Psykologer i Region Midt samt øvrige steder, hvor det måtte være min pligt at bistå dig med en klage.

Der er klagefrister for de enkelte klageinstanser.

Således er fristen for rettidig klage til Sundhedsvæsenets Disciplinærnæv: inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klager skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.

Gælder klagen forhold, der er omfattet af Praksisoverenskomsten, skal klagen fra patienten fremsættes overfor Regionen, hvor psykologen har sin praksis (i mit tilfælde er det Region Midt). Og klagen skal fremsættes inden for 6 uger efter, at det forhold, der giver anledning til klagen, er kommet til klagerens kundskab.

Det er ligeledes min pligt at bistå dig i et evt. søgsmål om erstatning – f.eks. til Patienterstatningen.

Patienterstatningens afgørelse kan senest en måned efter indgives til Ankenævnet for Patienterstatningen. Og også Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelser kan indbringes for en højere instans – nemlig for retten. Det skal ske senest 6 måneder efter afgørelsen er meddelt.

Utilsigtede hændelser

Når noget går galt i forbindelse med din eller din pårørendes behandling i sundhedsvæsenet, taler man om en utilsigtet hændelse.

Hvis du har været ude for en utilsigtet hændelse, vil sundhedsvæsnet meget gerne vide det, så der kan drages læring af det. Uanset hvor det er gået galt, kan du sende en beskrivelse af den utilsigtede hændelse.

Gå ind på www.stps.dk/uth  og følg vejledningen.

Skriv i skemaet, hvad der er sket, og hvor det skete – gerne så detaljeret som muligt. Sundhedspersonalet bruger oplysningerne til at finde ud af, hvordan man kan forhindre, at det sker for andre.

Du kan læse mere om indberetning af en utilsigtet hændelse i denne pjece fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

PDF: Rapportering af utilsigtede hændelser